Branchedirektør til DI Digital

DI Digital søger ny branchedirektør, der skal repræsentere teknologibranchen i Danmark og tegne DI’s profil på digitaliseringsområdet.

DI Digital er et branchefællesskab i Dansk Industri for virksomheder inden for it, tele, elektronik og kommunikation. Branchefællesskabet repræsenterer mere end 300 teknologivirksomheder, der med mere end 48.000 medarbejdere i Danmark gør det til det største branchefællesskab på teknologiområdet.

Dit nye job
DI Digitals medlemmer spænder fra små iværksættere til nogle af Danmarks største virksomheder på teknologiområdet. Du skal kunne samle dem alle og forstå de enkelte medlemmer og delbranchers behov og udfordringer. Du har en god teknologisk forståelse, og indgående kendskab til en eller flere af brancherne vil være en forudsætning for at bestride jobbet.

DI Digital varetager medlemmernes interesser over for regering, Folketing og offentlige myndigheder. Området er præget af stærke politiske interesser, så du skal agere hjemmevant såvel på Christiansborg som i centraladministrationen og have erfaring med EU-arbejdet i Bruxelles. Netværk blandt politikere og embedsmænd vil være en stor fordel.

Udover at blive ansvarlig for aktiviteterne i DI Digital, bliver du også ansvarlig for DI’s tværgående politiske og medlemsrettede indsats inden for digitalisering. Denne del af jobbet indebærer tæt dialog med virksomheder inden for alle brancher i DI og med politiske aktører på Christiansborg.

For en branche, der udvikler sig med lynets hast, skal du sætte en ny retning for et hold på 12 engagerede medarbejdere. Du skal kunne se dig selv som branchens talsmand, hvor du skal brænde for, at Danmark skal have en stærk it-, tele-, elektronik- og kommunikationsbranche.

Vi bor i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København.

Om dig
Vi forventer, at du

  • har dokumenteret ledererfaring fra fx erhvervsorganisation eller anden politisk ledet organisation
  • har en teoretisk uddannelse på kandidatniveau
  • har lyst til at indgå i tæt dialog med virksomhedsledere og omsætte deres daglige udfordringer til politiske forslag og budskaber
  • besidder stærke kommunikationsevner skriftligt såvel som mundtligt
  • har erfaring med presse- og mediehåndtering
  • har politisk tæft.

Interesseret?
Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte direktør Tine Roed på 2949 4647. 

Du sender din motiverede ansøgning med CV og fulde eksamensbevis via ansøgningslinket senest den 24. oktober 2017.

Bemærk
Vi sender altid en kvittering, når vi har modtaget din ansøgning, og vi sørger altid for, at alle ansøgere har hørt fra os, når en rekrutteringssag er afsluttet.

Vi har desværre på det seneste oplevet, at mails sendt fra os er opfanget i ansøgerens spamfilter. Vi beder dig derfor tjekke dér, hvis du undrer dig over, at du ikke har hørt fra os. Du kan alternativt skrive til os på job@di.dk.

Det er vigtigt, at du har en god oplevelse, når du søger job i DI, uanset hvor langt du når i processen.

Når virksomheder i Danmark vinder, vinder hele Danmark. Det kæmper vi for.

DI er en privat arbejdsgiver- og erhvervsorganisation. Vi varetager interesser, rådgiver og skaber netværk for vores 10.000 medlemsvirksomheder. Vi beskæftiger os med emner som arbejdskraft, skat, energi, digitalisering, internationalisering o.m.a. Og vi forhandler de største kollektive overenskomster på det danske arbejdsmarked.

Vil du være med til at skabe de bedst mulige vilkår for erhvervslivet? Og lyder et job i Danmarks mest indflydelsesrige erhvervsorganisation med 550 kompetente og ambitiøse kollegaer som noget for dig? Som medarbejder i DI får du ansvar og bliver udfordret hver dag, vi sætter sammen mål og giver hinanden feedback - og er derfor altid i udvikling.

Læs mere om DI: www.di.dk/job
Annoncedata
Ansøgningsfrist:
24-10-2017
Arbejdstid:
Heltid
Arbejdsdage:
Dag
Hjemmeside:
http://www.di.dk
Søg online:
Send ansøgning