Brænder du for økonomisk analyse? Bliv student i DI

Brænder du for økonomiske analyser og økonomisk politik? Interesserer du dig for konjunkturerne i dansk og international økonomi? Så bliv studentermedhjælper i DI!

DI's enhed for økonomisk politik og analyse søger en studentermedhjælper til ansættelse snarest.

DI er Danmarks største erhvervsorganisation med over 10.000 medlemmer heriblandt nogle af de største virksomheder i Danmark. DI arbejder for, at Danmark skal være det land i verden, hvor det er bedst for virksomhederne at arbejde i og ud fra. For når virksomhederne i Danmark vinder, vinder hele Danmark.

Om os
I DI’s enhed for økonomisk politik og analyse følger vi på tætteste hold konjunkturudviklingen i dansk og international økonomi samt den økonomiske politik. Vi udarbejder vores egen prognose for udviklingen i dansk økonomi tre gange om året og DI’s eget bud på en 2025-plan. Derudover udarbejder vi tungere økonomiske analyser inden for eksport, produktivitet, investeringsstrømme, strukturpolitik, skat, økonomisk politik og generel erhvervspolitik.

Afdelingen består af 8 økonomer, 7 studenter og en chef. Vi sidder i åbent kontormiljø og har en meget uformel og humoristisk omgangstone, hvor dialog, faglig udvikling og samarbejde er i højsædet. Vi bor i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København.

Om jobbet
Du vil indgå i vores dygtige studentergruppe på i alt 7 studenter, der støtter og hjælper hinanden og fordeler opgaverne afhængig af kompetencer, interesser og tid. Arbejdet giver dig rig mulighed for at få en praktisk vinkel på teorierne fra studiet. Og du vil få en god fornemmelse for dansk og international økonomi.

Du vil få større opgaver, som primært er dine egne ansvarsområder, men der vil også være en række ad hoc opgaver. Vi gør meget ud af at have et miljø, hvor man helt naturligt får god vejledning og oplæring, men der er også mulighed for at få stort ansvar for egne opgaver. Opgaverne spænder fra overvågning af økonomiske nøgletal over databehandling, beregninger og analyse, hvor en stor del af arbejdet vil foregå ved Excel, Aremos og SAS. Du vil ret hurtigt være med til at skrive analyser, og i takt med din udvikling kan du også være med til at holde oplæg.

Arbejdstiden er som udgangspunkt omkring 15 timer om ugen med god mulighed for fleksibilitet, herunder læsefri til eksamener.

Se her, hvad et par af vores studenter siger om at arbejde i DI.

Om dig
Du studerer økonomi, er fagligt dygtig og har gode analytiske evner. Du har et godt kendskab til it og vil gerne arbejde med Excel og lære Aremos og SAS. Det vil være en fordel, hvis du allerede har erfaring med f.eks. programmering eller analyse fra studiet eller et andet job. Du har lyst til at bruge din teoretiske viden og praktiske færdigheder til at arbejde med økonomiske analyser. Du er ikke bange for at kaste dig ud i nye udfordringer og løfte egne opgaver. Og så har du lyst til at arbejde i en politisk organisation som DI.

For yderligere informationer om stillingen kan du kontakte chefkonsulent Kirstine Flarup Tofthøj på 3377 4649 eller Økonomisk politisk chef Morten Granzau Nielsen på 3377 4676.

Send din ansøgning, CV og karakterudskrift via ansøgningslinket senest 28. maj 2018.

Bemærk at vi ikke modtager ansøgninger med post eller på mail.

Vi hjælper Danmark med at vinde

Som medarbejder i DI er du en del af Danmarks største erhvervs- og arbejdsgiverorganisation. I DI har vi en klar mission om, at danske virksomheder skal vinde. For når virksomheder i Danmark vinder, så vinder hele Danmark.

I DI arbejder du sammen med omkring 550 kollegaer og vores mange eksterne samarbejdspartnere for at skabe de bedste vilkår for DI’s medlemmer – både i Danmark og internationalt. Du er med til at sikre, at vores virksomheders interesser er højt på dagsordenen hos politikere, myndigheder og andre institutioner. Og at virksomhederne får den bedste rådgivning, vejledning og støtte.

Vi værner om vores troværdighed, for den er afgørende for, at vi kan varetage vores medlemmers interesser. DI har en stærk stemme, og du vil opleve, at der bliver lyttet, når vi repræsenterer DI rundt omkring i hele landet – ligesom du selv skal kunne lytte til vores medlemmer for at forstå deres behov.

Vi tror på viden
I DI er du omgivet af dygtige kollegaer. Vi har dyb respekt for viden, og vi tror på, at et højt fagligt niveau er helt afgørende for at nå vores mål. Derfor støtter vi dine muligheder for hele tiden at blive dygtigere og udvikle dig.

Vi giver dig de bedste rammer for, at du kan udfolde og udvikle dine evner. Det sker blandt andet ved at du har indflydelse på egne arbejdsopgaver og ved at støtte en positiv kultur, hvor vi lægger vægt på at hjælpe hinanden.
I Industriens Hus har du en arbejdsplads med topmoderne faciliteter, masser af liv og aktiviteter lige fra konferencer til udstillinger – og udsigt til både Tivoli og Rådhuspladsen.

Læs mere om DI: di.dk/job

Bemærk
Vi sender altid en kvittering, når vi har modtaget din ansøgning, og vi sørger altid for, at alle ansøgere har hørt fra os, når en rekrutteringssag er afsluttet.

Vi har desværre på det seneste oplevet, at mails sendt fra os er opfanget i ansøgerens spamfilter. Vi beder dig derfor tjekke dér, hvis du undrer dig over, at du ikke har hørt fra os. Du kan alternativt skrive til os på job@di.dk.

Det er vigtigt, at du har en god oplevelse, når du søger job i DI, uanset hvor langt du når i processen.
Annoncedata
Arbejdstid:
Deltid
Arbejdsdage:
Dag
Hjemmeside:
http://www.di.dk
Søg online:
Send ansøgning