Jurist med blik for digitalisering

Er du en skarp jurist eller advokat, og vil du være med til at drive digitaliseringen af den personalejuridiske rådgivning til vores 11.000 medlemsvirksomheder i DI, så har vi jobbet til dig.

Om jobbet
Med base i DI’s personalejuridiske område skal du være med til at udvikle digitaliseringen af vores rådgivning og sagsbehandling.

Vi vil gerne tilbyde vores medlemmer de bedste digitale værktøjer og services, uanset om de skal skrive en ansættelseskontrakt eller opsige en medarbejder. Vi arbejder samtidigt målrettet på at give vores konsulenter stærkere digitale værktøjer for at gøre deres rådgivning endnu skarpere.

Som led i stillingen vil du også skulle rådgive vores medlemmer om ansættelses- og arbejdsretlige spørgsmål og forhandle på deres vegne, når medarbejdere via fagforbund eller andre rådgivere rejser sager imod dem.

Du får en varieret opgaveportefølje og kommer til at samarbejde med mange forskellige kollegaer med både juridisk og it baggrund.

Arbejdsstedet er Industriens Hus på Rådhuspladsen i København.

Om dig
Du er en dygtig jurist eller advokat med en stærk teoretisk baggrund, som trives med meget selvstændig opgaveløsning.

Du skal være i stand til at yde afgørende bidrag til en række projekter, der i løbet af de næste år skal skabe væsentlige fremskridt i DI’s brug af digitale værktøjer i vores personalejuridiske rådgivning. Det kræver, at du kan forene din juridiske forståelse med indsigt i virksomhedernes udfordringer og omsætte denne viden til praktiske løsninger. Du skal også kunne se, hvor der er potentiale for at anvende og udvikle digitale værktøjer, der kan styrke DI’s personalejuridiske rådgivning.  

Vi forventer, at du

  • er uddannet cand.jur. eller cand.merc.jur
  • har mindst tre års erhvervserfaring
  • har erfaring med projektarbejde, herunder gerne digitaliseringsprojekter
  • er i stand til at se, hvordan DI’s juridiske ekspertise kan understøttes og stilles til rådighed digitalt
  • kan nå til kernen af en udfordring, se perspektiver og foreslå løsninger, som skaber værdi for virksomhederne
  • trives i en udadvendt rolle som rådgiver, underviser og forhandler og er god til at skabe relationer
  • evner at formidle rådgivning i et klart og tillidsvækkende sprog både på dansk og engelsk, og
  • har gennemslagskraft både under fire øjne og foran en forsamling.

Om os
Du bliver en del af DI’s personalejuridiske område med 70 engagerede jurister og advokater, der brænder for arbejds- og ansættelsesret. Her bliver du tilknyttet en mindre enhed, der blandt andet har ansvaret for digitalisering og undervisning af DI’s medlemmer i personalejuridiske emner. 

Vi arbejder på tværs af enheder, temperamenter og uddannelser. Derfor lægger vi vægt på et godt kollegialt fællesskab og en høj faglig stolthed. Når vi løser opgaver, er målet altid, at virksomhederne skal opleve at få den bedste rådgivning, vejledning og støtte.

DI’s 11.000 medlemmer tæller virksomheder inden for næsten alle brancher og spænder fra de største i Danmark til enkeltmandsvirksomheder.

Interesseret?
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte underdirektør Christoffer Thomas Skov på 3377 3476.

Du sender din ansøgning, CV og eksamenspapirer senest den 20. januar. Såfremt du ikke modtager en kvitteringsmail, når du har sendt din ansøgning via linket, beder vi dig kontakte os på job@di.dk. Bemærk dog, at vi ikke modtager ansøgninger pr. mail.

Vi hjælper Danmark med at vinde

Som medarbejder i DI er du en del af Danmarks største erhvervs- og arbejdsgiverorganisation. I DI har vi en klar mission om, at danske virksomheder skal vinde. For når virksomheder i Danmark vinder, så vinder hele Danmark.

I DI arbejder du sammen med omkring 550 kollegaer og vores mange eksterne samarbejdspartnere for at skabe de bedste vilkår for DI’s medlemmer – både i Danmark og internationalt. Du er med til at sikre, at vores virksomheders interesser er højt på dagsordenen hos politikere, myndigheder og andre institutioner. Og at virksomhederne får den bedste rådgivning, vejledning og støtte.

Vi værner om vores troværdighed, for den er afgørende for, at vi kan varetage vores medlemmers interesser. DI har en stærk stemme, og du vil opleve, at der bliver lyttet, når vi repræsenterer DI rundt omkring i hele landet – ligesom du selv skal kunne lytte til vores medlemmer for at forstå deres behov.

Vi tror på viden
I DI er du omgivet af dygtige kollegaer. Vi har dyb respekt for viden, og vi tror på, at et højt fagligt niveau er helt afgørende for at nå vores mål. Derfor støtter vi dine muligheder for hele tiden at blive dygtigere og udvikle dig.

Vi giver dig de bedste rammer for, at du kan udfolde og udvikle dine evner. Det sker blandt andet ved at du har indflydelse på egne arbejdsopgaver og ved at støtte en positiv kultur, hvor vi lægger vægt på at hjælpe hinanden.
I Industriens Hus har du en arbejdsplads med topmoderne faciliteter, masser af liv og aktiviteter lige fra konferencer til udstillinger – og udsigt til både Tivoli og Rådhuspladsen.

Læs mere om DI: di.dk/job

Bemærk
Vi sender altid en kvittering, når vi har modtaget din ansøgning, og vi sørger altid for, at alle ansøgere har hørt fra os, når en rekrutteringssag er afsluttet.

Vi har desværre på det seneste oplevet, at mails sendt fra os er opfanget i ansøgerens spamfilter. Vi beder dig derfor tjekke dér, hvis du undrer dig over, at du ikke har hørt fra os. Du kan alternativt skrive til os på job@di.dk.

Det er vigtigt, at du har en god oplevelse, når du søger job i DI, uanset hvor langt du når i processen.
Annoncedata
Ansøgningsfrist:
20-01-2019
Arbejdstid:
Heltid
Arbejdsdage:
Dag
Hjemmeside:
http://www.di.dk
Søg online:
Send ansøgning