DI Digital søger ambitiøs student på digitaliseringsområdet

Vil du være med til at sætte digitalisering på den politiske dagsorden og gøre Danmark til et digitalt foregangsland? At løfte både erhvervslivet og den offentlige sektor ind i den digitale tidsalder? Så er et studenterjob i DI’s fællesskab for teknologivirksomheder, DI Digital, måske noget for dig. 

Om os
DI Digital repræsenterer et bredt udsnit af virksomheder indenfor it, tele, elektronik og kommunikation. Vores mål er at sikre de bedste vilkår for vores medlemmer, så de kan vokse sig store i og uden for Danmark, men ikke mindst få mulighed for at udvikle de bedste løsninger til markedet. Et marked, der kendetegnes af såvel offentlige som private kunder med stadigt voksende ønske om at følge med den teknologiske udvikling for at holde sig konkurrencedygtige og relevante. Vi udarbejder både politiske anbefalinger såvel som gennemfører virksomhedsrettede indsatser og aktiviteter.  

Arbejdsopgaver
Du vil få en række opgaver, som spænder bredt fra bidrag til analyser over hjælp til kommunikationsindsats. Opgaverne fordeles løbende i samarbejde med tre øvrige studentermedhjælpere:

  • Planlægning og ideudvikling af politiske initiativer
  • Bidrag til udarbejdelse af politiske anbefalinger
  • Udarbejdelse af analyser, surveys og notater
  • Planlægning og afholdelse af konferencer og netværksmøder
  • Opdatering af hjemmeside
  • Udarbejdelse af nyheder og klummer 
  • SoMe-ansvarlig på Twitter og LinkedIn

Arbejdstiden tilrettelægges fleksibelt under hensyntagen til din undervisning, eksamensperioder mv. og er i gennemsnit 15 timer ugentligt. Du vil indgå i vores sekretariat med 11 medarbejdere.

Om dig
Du studerer formentlig på et samfundsvidenskabeligt studie evt. med fokus på it-udvikling og/eller teknologiers betydning for erhvervsliv og samfund. Vi forventer, at du er ambitiøs, engageret og har en faglig nysgerrighed – og at du har gode samarbejdsevner. Du skal have skarpe skriftlige kompetencer og helst have en sund interesse for digitalisering og den teknologiske udvikling. 

Interesseret?
Hvis du vil vide mere om stillingen, kan du kontakte konsulent Mette Smith Thastum på telefon 3024 0644. Du kan læse mere om DI og DI Digital på di.dk.

Send din ansøgning, CV og kopi af relevante eksamenspapirer via linket senest 22. januar 2019. Der indkaldes løbende til samtaler.

Såfremt du ikke modtager en kvitteringsmail, når du har sendt din ansøgning, beder vi dig kontakte os på job@di.dk. Bemærk dog, at vi ikke modtager ansøgninger pr. mail.

Vi hjælper Danmark med at vinde

Som medarbejder i DI er du en del af Danmarks største erhvervs- og arbejdsgiverorganisation. I DI har vi en klar mission om, at danske virksomheder skal vinde. For når virksomheder i Danmark vinder, så vinder hele Danmark.

I DI arbejder du sammen med omkring 550 kollegaer og vores mange eksterne samarbejdspartnere for at skabe de bedste vilkår for DI’s medlemmer – både i Danmark og internationalt. Du er med til at sikre, at vores virksomheders interesser er højt på dagsordenen hos politikere, myndigheder og andre institutioner. Og at virksomhederne får den bedste rådgivning, vejledning og støtte.

Vi værner om vores troværdighed, for den er afgørende for, at vi kan varetage vores medlemmers interesser. DI har en stærk stemme, og du vil opleve, at der bliver lyttet, når vi repræsenterer DI rundt omkring i hele landet – ligesom du selv skal kunne lytte til vores medlemmer for at forstå deres behov.

Vi tror på viden
I DI er du omgivet af dygtige kollegaer. Vi har dyb respekt for viden, og vi tror på, at et højt fagligt niveau er helt afgørende for at nå vores mål. Derfor støtter vi dine muligheder for hele tiden at blive dygtigere og udvikle dig.

Vi giver dig de bedste rammer for, at du kan udfolde og udvikle dine evner. Det sker blandt andet ved at du har indflydelse på egne arbejdsopgaver og ved at støtte en positiv kultur, hvor vi lægger vægt på at hjælpe hinanden.
I Industriens Hus har du en arbejdsplads med topmoderne faciliteter, masser af liv og aktiviteter lige fra konferencer til udstillinger – og udsigt til både Tivoli og Rådhuspladsen.

Læs mere om DI: di.dk/job

Bemærk
Vi sender altid en kvittering, når vi har modtaget din ansøgning, og vi sørger altid for, at alle ansøgere har hørt fra os, når en rekrutteringssag er afsluttet.

Vi har desværre på det seneste oplevet, at mails sendt fra os er opfanget i ansøgerens spamfilter. Vi beder dig derfor tjekke dér, hvis du undrer dig over, at du ikke har hørt fra os. Du kan alternativt skrive til os på job@di.dk.

Det er vigtigt, at du har en god oplevelse, når du søger job i DI, uanset hvor langt du når i processen.
Annoncedata
Ansøgningsfrist:
22-01-2019
Arbejdstid:
Deltid
Arbejdsdage:
Dag
Hjemmeside:
http://www.di.dk
Søg online:
Send ansøgning