Politisk skarp analytisk konsulent til Erhvervs- og Arbejdsmarkedsuddannelser

DI’s enhed for erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser søger en ny kollega, som har evner og mod til at blive en del af vores engagerede team. Ud over dig er vi 13 medarbejdere, som i et krævende – men også sjovt og spændende – miljø hver dag kæmper for at sikre DI's medlemsvirksomheder adgang til en tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft.

Enheden varetager på forskellig vis medlemsvirksomhedernes interesser inden for folkeskolen, de gymnasiale uddannelser, erhvervsuddannelserne, voksen- og efteruddannelse og erhvervsakademiuddannelserne.

Jobbet
Jobbet indeholder dels konkrete opgaver inden for et fagligt uddannelsesområde og dels opgaver, der omfatter mere generel politisk interessevaretagelse. Dine opgaver omfatter blandt andet:

  • Varetage analyser, policy-oplæg, dialog, netværk og sagsbehandling af opgaver i relation til konkrete uddannelsesområder.
  • Områderne vil i udgangspunktet vedrøre folkeskolen, erhvervsuddannelserne og voksen- og efteruddannelse.
  • Ansvar for projekter og opgaver af strategisk karakter – konkret eller på tværs af uddannelsesområder, som enheden arbejder med.
  • Gennemføre analyser og undersøgelser som videngrundlag for DI’s interessevaretagelse og budskaber.
  • Udarbejde beslutningsoplæg bl.a. til DI’s daglige og valgte ledelse.
  • Tilrettelægge og udmønte DI's uddannelsespolitik i forhold til arbejdsmarkedets parter, myndigheder, organisationer, politikere, uddannelsesinstitutioner og pressen.

Vi bor i Industriens Hus på H.C. Andersens Boulevard 18, 1787 København V.

Kravene i jobbet
Jobbet kræver, at dine skriftlige og mundtlige færdigheder er på plads, og at du har det godt med tal, herunder talbehandling.

Du kan fungere på alle niveauer og kan skabe relationer med meget forskellige interessenter. Du forstår at leve dig ind i andres bevæggrunde og situationer for at handle, som de gør – uanset om det er en virksomhed, samarbejdspartner i fagbevægelsen, elev, kursist, skoleleder, embedsmand, politiker eller journalist.

Du forstår at tilrettelægge din adfærd og kommunikation i forhold til den målgruppe, som du står overfor og bruger her din professionelle evne til at iagttage, reflektere og handle. Du lykkes, fordi du er tillidsskabende og agerer ordentligt over for dem, du er i kontakt med samtidig med, og at du er selvstændig, beslutningsdygtig og kan handle inden for det mandat, du har med dig.

Om dig
Vi forventer, at du har en kandidatuddannelse inden for bredden af de samfundsvidenskabelige uddannelser.

Vi vil tro, at du kommer med nogle års praktiske erfaringer fra arbejde med uddannelsespolitik og politisk kommunikation – fra centraladministrationen eller større organisationer – eller på anden vis kan byde ind med erfaringer, som er relevante for jobbet.

Du har en skarp pen, klar tunge, stærke relationskompetencer og naturligvis en god analytisk sans. Du er drevet af interesse for området, glæden ved både at have gjort en forskel for virksomheden, der ringer ind, og ved at være kommet i mål med en stor politisk satsning.

Interesseret?
Ønsker du yderligere oplysninger om jobbet, kan du kontakte erhvervsuddannelseschef Lone Folmer Berthelsen på 4032 0943.

Du sender din ansøgning og CV online via ansøgningslinket senest 8. august. Vi forventer at gennemføre samtaler i ugerne 33-34-35.

Vi modtager ikke ansøgninger pr.brev eller mail.  

Vi hjælper Danmark med at vinde

Som medarbejder i DI er du en del af Danmarks største erhvervs- og arbejdsgiverorganisation. I DI har vi en klar mission om, at danske virksomheder skal vinde. For når virksomheder i Danmark vinder, så vinder hele Danmark.

I DI arbejder du sammen med omkring 550 kollegaer og vores mange eksterne samarbejdspartnere for at skabe de bedste vilkår for DI’s medlemmer – både i Danmark og internationalt. Du er med til at sikre, at vores virksomheders interesser er højt på dagsordenen hos politikere, myndigheder og andre institutioner. Og at virksomhederne får den bedste rådgivning, vejledning og støtte.

Vi værner om vores troværdighed, for den er afgørende for, at vi kan varetage vores medlemmers interesser. DI har en stærk stemme, og du vil opleve, at der bliver lyttet, når vi repræsenterer DI rundt omkring i hele landet – ligesom du selv skal kunne lytte til vores medlemmer for at forstå deres behov.

Vi tror på viden
I DI er du omgivet af dygtige kollegaer. Vi har dyb respekt for viden, og vi tror på, at et højt fagligt niveau er helt afgørende for at nå vores mål. Derfor støtter vi dine muligheder for hele tiden at blive dygtigere og udvikle dig.

Vi giver dig de bedste rammer for, at du kan udfolde og udvikle dine evner. Det sker blandt andet ved at du har indflydelse på egne arbejdsopgaver og ved at støtte en positiv kultur, hvor vi lægger vægt på at hjælpe hinanden.
I Industriens Hus har du en arbejdsplads med topmoderne faciliteter, masser af liv og aktiviteter lige fra konferencer til udstillinger – og udsigt til både Tivoli og Rådhuspladsen.

Læs mere om DI: di.dk/job

Bemærk
Vi sender altid en kvittering, når vi har modtaget din ansøgning, og vi sørger altid for, at alle ansøgere har hørt fra os, når en rekrutteringssag er afsluttet.

Vi har desværre på det seneste oplevet, at mails sendt fra os er opfanget i ansøgerens spamfilter. Vi beder dig derfor tjekke dér, hvis du undrer dig over, at du ikke har hørt fra os. Du kan alternativt skrive til os på job@di.dk.

Det er vigtigt, at du har en god oplevelse, når du søger job i DI, uanset hvor langt du når i processen.
Annoncedata
Ansøgningsfrist:
08-08-2018
Arbejdstid:
Heltid
Arbejdsdage:
Dag
Hjemmeside:
http://www.di.dk
Søg online:
Send ansøgning